søndag den 13. juli 2014

Forsøg nr. 1: Lørdag d. 12 Juni 2014 - Søndag d. 13 Juni 2014

Michael havde skrevet han ville være i Aarhus kl. 10. Vi havde aftalt at tage afsted så snart det kunne lade sig gøre. Klokken var halv 1, og jeg havde netop spist morgenmad og pakker så de sidste ting i tasken, og prøver den af. Jeg lærer i det øjeblik, at jeg ikke har nogen fornemmelse for at vurdere hvor meget noget vejer, men det virkede ikke så galt. Vi tager tårevædet afsked med Åbyhøj, og begiver os i rask tempo vestpå.

Michael venter spændt
Projektet var simpelt. Vi pakker nogle tasker og nogle telte, og så går vi til vestkysten. Fuck, det bliver alle tiders. Vi går indtil vi ikke gider gå mere, og så sætter vi os i vejkanten og drikker kaffe og stritter med tommelfingeren, og så blaffer vi indtil vi ikke gider det mere. Fulde af gåpåmod, livsgnist, kampgejst, og i Michaels tilfælde, tømmermænd, tog vi ud for at erobre verden.




Vi følger Silkeborgvej til den første milepæl. Det har taget os en times tid, og nu er vi er ude af Aarhus. Vi er gået ud af Aarhus. En rus af magt og frihed griber os begge, og vi fejrer det ved at sætte os på en brakmark og spise frugtkiks.


Jøsses
Hillemænd
Som vi fejrer den gigantiske sejr af den menneskelige ånd, diskuterer vi også strategi. Det går meget godt, men hvordan går det med ryggene? Vi er begge to meget ovenpå. Michael muser at vabler er uundgåelige. Jeg giver ham ret. Han fortsætter, at vi kunne at kapre den Netto-lastbil der kører forbi ude på motervejen vi kan se nordpå. Jeg fortæller ham, at det kan vi nok ikke.


Vi vandrer videre med solen foran os, og Aarhus længere og længere bag os. Vi kommer ikke nærmere solen, dog. Det er ikke sådan det fungerer. Det er en hel ting, jeg gider ikke gå ind i det lige nu, men det er i en nøddeskal fordi jordkloden flyver i aflange cirkler rundt om solen i en større kosmisk rodekasse og fysiske forhold.

Anyway, Harlev. Vi har nået vores første by! Vi er lykkelige. Kulturen er allerede mærkbart forskellig fra Aarhus. En middelaldrende dame cykler forbi i modsatte side af vejen. Hun smiler til os og ønsker os god tur. Jeg svarer overrasket, tak! Michael udbryder, "vi får så meget love!". Overvældede af næstekærlighed tager vi et hvil i en lysning på den anden side af Harlev, hvor jeg tager et billede af en mariehøne, og Michael brygger kaffe på trangiaen. Jeg opdager at også Michael har taget en kasket med. Jeg kan bedre lide Michaels kasket end min egen. Jeg er misundelig. 





Den videre rute fører os igennem en lille skov der markerer skellet mellem kommuner. Vi transcenderer den, fordi vi begge to har læst filosofi, og går nu af Aarhusvej i stedet for Silkeborgvej. Jeg foreslår at forskellen består i at vi nu bevæger os imod silkebog, fremfor væk fra Aarhus. Jeg tænker over det i et halv sekund og beslutter mig for at det ikke giver mening.
Jeg er bitter! Bitter over meningsløshed!
 En flok krager kommer flyvende hen over Michael, og jeg forsøger at forevige øjeblikket. Det fungerer nogenlunde, men lader dog noget tilbage at ønske.



Jeg er glad! Glad over krager!
Det er henmod klokken 5, og vi begynder langsomt at beklage os. Ingen har lyst til at vise svaghed først, i tilfælde af at vi skulle blive overfaldet af glubske ulve. Vi ankommer til Galten, og i hårdfør galgenhumor, pjatter vi at Galten skulle blive enden på os. Vi er udmattede, og trænger til at slå lejr. Vi kigger rundt i Galten, og hilser og vinker til en masse mennesker, men finder ikke nogle gode camp-sites. Efter vi holder et lille hvil foran et industrilandbrug og spiser nogle flere frugtkiks, beslutter vi os for at bide tænderne sammen og bevæge os lidt videre. Det kunne være vi kunne finde et godt skovbryn.


Før vi når uden for byskiltet, øjner Michael ud til nord en lille sø, og vi forelsker os. Sikke en sø, siger vi i kor. Vi er enige: Her skal vi slå lejr. Vi begynder at slå telte op; Jeg stopper, og træder tilbage for at tage et billede.


 Vi hygger gevaldigt som vi slå lejr. Vi diskuterer ivrigt hvor godt det er gået, og hvor spændte vi er på hvor langt vi kan nå i morgen, hvis vi tager afsted fra morgenen af. Vi minder gentagne gange hinanden om, at det dog ikke betyder at vi er i nogen hast, og at man godt kan bruge et par timer på at hygge i lejren og drikke kaffe og sådan.

Aftensmåltidet er overdådigt. Dåsebønner, tun i utallige afskygninger, leverpostej, og glutenfrit brød. Til dessert spiser jeg en dåse ferskner. Det er ok. Der er meget sukker i sukkerlagen. Vi overvejer om det er for sent at drikke en kop kaffe. Vi er trods alt nogle gamle mænd, og skal jo gerne kunne sove i nat. Vi drikker kaffe alligevel. Vi hviler en stund endnu, hvor jeg finder et kærestebrev i min oppakning, og føler mig meget populær.  Dernæst begiver vi os på en lille gåtur rundt om søen, bare for at nyde at gå rundt uden oppakning – og fordi det føltes lidt skørt ikke lige at gå en tur rundt om søen, når vi nu var her.



Vi finder nogle kæppe vi kan snitte i mens solen går ned. Michael laver et spyd, fordi han mener det alligevel altid er det man ender med at lave, uanset hvor man starter. Jeg ved ikke meget om sløjd, men det lyder rigtigt nok i mine ører. Jeg snitter alt barken af et stort stykke træ. Eller, stort og stort. Større end Michaels i hvert fald, trøster jeg mig med.





Jeg vågner ved 4-tiden over det regner lidt på mit telt. Øv! Tænker jeg, og sover lidt videre. Klokken 6 er jeg relativt veludhvilet, og konkluderer at jeg nok ikke får sovet meget mere. Jeg kunne også høre michael bevæge sig rundt tidligere. Det er nok fin tid at komme i gang på. Jeg stikker hovedet ud af telten, og bliver mødt af en usædvanligt grå søndag morgen. Jeg bryder kort med mine principper og kigger på en 5-døgns prognose på dmi.dk på min telefon. Det er ikke alt for lovende. 

Michael er også vågen. Han har sovet dårligere end mig. Michael spørger om telten har holdt tørt, og var til at sove i. Jeg svarer at jeg godt kunne drømme om noget der var lidt varmere - men silver lining, jeg kunne drømme. Michael giver mig props for formulering.

Vi er begge to overraskede over hvor lidt vi har ondt i kroppen. Planerne fra aftenen før nævnes kort. Det er totalt lade-sig-gør-ligt. Men ingen af os har lyst til at vandre en masse i regnvejr, og metreologerne - hvad Michael også på egen hånd havde undersøgt - lovede at det skulle blive ret intenst regnvej over middag, og storme i morgen. Michael smider kortene på bordet, og fortæller han ikke gider gå i stormvejr. Jeg er enig, men fortvivlet. Vi bliver enige om, at dagen har turen et proof-of-concept, et forsøg, en lilletå vi har stukket i vandet før vi hopper i på hovedet - og at vi er nogle klaphatte, der burde undersøge hvordan vejret bliver, inden vi tager på vandretur, og pakke derefter.



Rystende af kulde, pakker vi vores ting sammen, og efter en kop morgenkaffe, vandrer vi ind mod Galten for at finde en X-bus til Aarhus. Vi kommer 2 minutter for sent til den første. Der kører heldigvis en mere 20 minutter senere. 


Det har en lidt bitter smag i munden, men vi forsøger at se på de positive sider. Jeg er selv stadig lidt høj på dagen igår, og oplevelsen af hvor nemt det i virkeligheden er bare at gå ud af Aarhus og stille et telt op. 
Vi ankommer hurtigt til Aarhus via Tilst, og står af i Hasle. Jeg tilbyder Michael at komme forbi og lave pandekager, men han takker nej, og vil hellere hjem. Det passer mig fint nok. Jeg gider ikke rigtig lave pandekager.

Michael traver nordpå

Den største rejse har været indeni

Hjemvendt og udmattet, sætter jeg mig og nedskriver den storslåede historie om vores pilgrimsfærd. Jeg føler vi begge to har lært en masse om os selv. Som jeg sidder og skriver med gårsdagens indtørrede solcreme stadig på mine fingre, kan jeg kun sige, at det ikke er sidste gang, at Niels og Michael tager til Vestkysten. Sikke et eventyr.